Dagbog - min erfaring

4. November 2017

Gud er god

Skrevet på vej hjem i et tog


Er nødt til at skrive om min oplevelse i dag, mens jeg i hele min krop husker, Gud er god. Samtidig med jeg er træt efter en halvmarathon.

På vejen til Holstedbro hørte jeg på you-tube en munk fortælle om "the cloud of unknowing" - kan kun huske to ting han sagde. "En elsker ser kun kærlighed, ikke andet" og "glem mirakler og "bliss"", det er falsk og leder kun til stolthed.


Det sidste har jeg ikke hørt før, men har intuitiv fornemmelse af det er rigtigt.


Havde som altid når jeg løber halvmarathon denne dybere fornemmelse af oneness... så vidt at jeg pludselig kunne overkomme alle mulige fornærmelser, og folk der har råbt af mig, tankemæssigt, jeg kunne give slip, tilgive mere. For bare at se kærligheden bag. Den kærlighed som er. Som den elskende munken snakker om.


Endte hovedkuls efter at være kommet i mål, med at være i en tilfældig forbipasserende medløber fra Ringkøbings bil, og blive kørt til toget, som var flere kilometer fra løbet.


I toget uden tvivl om, hvad jeg vidste i forvejen, Guds meget minutiøse, nærvær, men også den dybe kærlighed, som slog mig temmelig meget ud. Netop fordi, som ham munken også sagde. Den gør mig pinligt selvbevidst om mine egne fejl, så vidt jeg kan helt indrømme, måske det er rigtigt, hvad folk siger. Mine massive forsvarskomplekser kan gøre mig mindre godt selvskab.


Så uden for tid og sted, badet i kærlighed, nær et sted.... på vej til Aarhus.

2. april 2018, 2. påskedag

Påsken

Lige en af disse breve for at bringe klarhed.


Primært er jeg stresset over min egen store menneskelige fejlbarlighed lige nu, men det er noget, jeg ligesom ikke kan uden om at forholde mig til igen, og igen.

Men, hold nu op det kan være smertefuldt til tider, selvom det kun kommer lidt af gangen. Derfor har jeg skrevet nogle positive erfaringer ned.


Ingenting og ingen sted


Nøgenhed for Gud (uden stolthed, men med dyder)


Relation: På en måde skæv, men det giver mening at gøre det kontemplative arbejde. Også at give alle aktive æren, som de jo reelt set har.

Den ære jeg kan tage med mig i hjertet er æren for det kontemplative arbejde, for de byrder jeg kan fjerne fra andre.

Dog kan jeg aldrig direkte tage æren, ved at søge opmærksomhed . Deri ligger den perfekte velgørenhed, der er i dette arbejde.

Men også nøgenheden for Gud. Der er intet andet end at give sig helt hen, nøgent, gøre arbejdet. Der ligger problemet omkring det, at jeg ikke føler jeg kan finde min identitet i nøgenheden, fordi det er uvant. Alene det at gøre velgørenhed, ubetinger, er for mig uvant.

Samtidig undres jeg igen og igen over, søger at være i denne sky uden viden, uafbrudt - og har altid gjort det. Den er karakteriseret ved ingenting og ingen sted. Ikke relation - til andet end Gud betingelsesløst. - samtidig er det, det eneste der bringer mig til at være sød, rar og venlig i relationer. At være nær Gud.


Jeg har lært en stor ting denne påske, faktisk startede det i julen.

Jeg har lært hvad ære betyder. Ære betyder at tage det tunge slæb, at bære den tunge byrde. Uden at gøre noget stort nummer ud af det. Som Jesus led døden, og har æren i riget.

Som den arbejdende i kontemplation, uden at gøre opmærksom på sig selv. Uden at forlange noget - blot at gøre perfekt velgørenhed. Som Jesus, så ultimativt gjorde. Derfor kontemplation som for Jesus ære, i Jesus rige.


I tilslutning til det, hvor er det rige dog ubegribeligt stort og evigt. Helt uforståeligt, andet end i små glimt.


For dit er riget og magten og æren i evighed.

 


8. Oktober 2018

 

Lidt om Engle


For ikke så længe siden siden sang jeg "Makro" fra Depeche Mode "Playing the Angel" med min ven på på internettet. Depeche Mode har altid gået mig meget nær siden jeg var teenager. "playing the Angel" blev udgivet tæt på slutningen af mine "drukdage". Jeg måtte selvfølgelig have den og høre den. Det gjorde jeg også en del gange. Den gik mig så nær, men jeg var komplet fyldt op af kaos. Derfor måtte jeg rituelt kassere den sammen med en Zippo Lighter jeg havde fået i Texas, som var fra Vietnamkrigen med indskriften: 

"We are the unvilling, led by the unqualified, to do the impossible, for the ungrateful. 

Jeg kan huske jeg stod og kiggede ned på den engel af fjer der er på coveret, som den lå der i skraldespanden. Jeg forstod ikke hvorfor den talte sådan til mig.

Nu pludselig efter at have sunget "Makro" forstår jeg . Englens sårbare natur vej. Når englen guider er vejen sårbar for os mennesker, fordi vi må træde ud i det usikre. Men, tilgengæld kan vi der stole på englens styrke. 

Naturen er meget stærk. Englen er som naturens kraft der flytter perfektionen. Samme kraft vi kalder "Hellig-ånd". Den kraft er så stærk. Samtidig var jeg der. Det mest menneskelige jeg, i alt sin svaghed, sårbarhed og sensitivitet og med alle mine nederlag. 

Alligevel velsigner med denne stærke kraft.... det man i kontemplationen kalder nåde. Det har taget mig 12 år ædru og forstå. Min vej er lige så sårbar nu, fordi jeg vælger "Englens vejledning" eller søgen efter "Helligånden", hvilket er det samme - samme kraft, samme lys. Den vej vælger jeg.

Nuets vej, Lige nuets vej, hvor den eneste sikkerhed ligger i troen, og viden om lige dette gode NU. Troen - kærlighedens oprindelse, engle. Det giver på en måde en kontinuerlig skrøbelighed, men samtidig en helt utrolig rigdom.